United States or San Marino ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg havde tilfældigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af mig. Lord Robert talte næsten ikke, han saá et Par Gange paa mig med optrukne Øjenbryn. Jeg længtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen før. Gud véd, om han gættede det.
Saa saá han paa mig med optrukne Øjenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for Frøken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!" Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te. Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine Øjne. "Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun.
Jeg kan gøre og lade ligesom jeg vil ..." "Og De fortryder aldrig noget bagefter?" "Nej, hvorfor skulde jeg det? Hvad der smager godt det er godt, siger jeg altid. Hvad mener De?" han vendte sig til Bøg. "Jeg? Jeg mener, Livet er dejligt at leve." Flyge saa, at der trak sig en let Fure mellem Annas Øjenbryn. "Ja, det er rigtigt det kan sgu i al Fald være det, naar man har Raad til det.
Har nogen været slem imod Dem sig mig det, sig mig det," hans Stemme skælvede af Medfølelse. "Det er det er ingenting," mumlede jeg. Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt. "Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem.
"Lad hende hvile i Fred." Der blev et Øjebliks tavshed. "Hvad vil De nu tage Dem for?" spurgte han lidt efter. Det var et dristigt Spørgsmaal. "Jeg vil være en Eventyrerske," svarede jeg bestemt. "En hvad?" udbrød han og hævede sine sorte Øjenbryn. "En Eventyrerske. Er det ikke det, det hedder? En Kvinde, der vil se Livet og maa gøre det saa behageligt, hun kan for sig selv." Han lo.
-Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istaa igen. Hun havde faaet to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande. Fru von Eichbaum saá med sit Værtinde-blik ud over Bordet. -Aa, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gaa rundt. Det gav et Ryk i Ida.
Jomfru Stine blev staaende i Husdøren og nikkede, men Jomfru Helene bøjede Blomsterne i Stuevinduet til Side med en sirlig Haand og smilede bare. -Moder, sagde den ældste Dreng, naar de kom ned paa Vejen, Jomfru Stine har Øjenbryn ligesom Lars Forkarl. Jomfru Stine havde Mandfolkeøjenbryn over et Par Ungpigeøjne. Moderen elskede at lade sin ældste Pode snakke.
Hans kongelige Højhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag. Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter først et Nu at have trukket de tykke Øjenbryn i Vejret: -Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige Højhed.
Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor Gæsteværelserne fandtes. Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede Øjenbryn og den store, krumme Næse.
Jeg kunde se Lord Roberts Øjenbryn trække sig op i et mere klagende Udtryk end nogensinde, medens han lod den smukke Sølvlysestage hælde og dryppede Stearin paa det bonede Egetræs Gulv. Hr. Carruthers stod ganske stille og satte Lyset tilbage paa Bordet. Hans Ansigt var kynisk, og han saá snarest ud, som om han morede sig.
Dagens Ord