United States or Haiti ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt.
Hun stod kun ned af Forhøjningen, naar hun gik i Kirke. Saa var hun i Moiré-Mantille og derover et strikket Sjal. Frøken Helene maatte, naar Kaffen skulde paa Bordet, altid rydde mange Mønstre til Side. Det var Mønstre af graat Indpakningspapir til hendes aldrig fuldkommengjorte Garderobe.
Han løftede Hovedet og saá ind i Spejlet, mødte sit eget Ansigt, det var graat, furet, slappet, han skreg og slog sig for Munden for at dæmpe sit eget Skrig Begyndte paany, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se, osede paa Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.
De var kommet helt ned paa Trappeafsatsen, før de skiltes: -Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel. -Farvel, sagde Berg. Han blev staaende paa Afsatsen, efter at Sundt var gaaet, og uden at tænke over det, saa' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gaarden. Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et stort, luvslidt, graat Sjal.
Bai var halv rørt, mens han gik rundt mellem alle disse Kors og Søjler med Marmorduer og Englehoveder. Idag maatte han bestemme sig, den sidste Dag. Han tog et stort graat Kors med et Par Marmorhænder, der mødtes til Haandtryk under Livets Sommerfugl. Bai stod længe foran Korset med de to Hænder og Sommerfuglen. -Smuk Tanke, sagde han og førte Fingrene hen over Øjnene: Tro, Haab og Kærlighed.
Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv. Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden. Her er Deres Brev, raabte han. Mit Brev?
Desuden faldt det endnu i Juli Maaned ind med Regn. Om Morgenen var det Opholdsvejr, men op ad Formiddagen trak Skyerne sammen, og Regnen begyndte at drysse, fin og tæt som et ensformigt, graat Slør. Naar han om Eftermiddagen kom fra Byen, var han halvvaad.
Lyst og navnlig luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i; Rammerne var ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir paa Væggene, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent.
Han glædede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene. Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage, hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.
Det var den samme evige Taage, der svøbte alting i sit Graat ogsaa idag. Herluf var gaaet meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs sære Væsen igaar og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han gik nedenunder for at søge der ; Koristerne begyndte allerede at springe paa Trappen til Generalprøven.
Dagens Ord