United States or Brazil ? Vote for the TOP Country of the Week !
FRU STRÅMAND. Hvad er vel prisen nu på postelinet? Læg mærke til herr Lind med Annas hanske. Ved Gud, han kyssed den! Hvad! Er det sandt! Å hvilken snak! FRØKEN SKÆRE. Jo visst, jeg så det grant! Nej, man må ikke faktum så forvanske; jeg attesterer, vidnerne tar fejl. Kom, Anna; stil dig foran dette speil! De også, Lind! FRØKEN SKÆRE. Ryg imod ryg! Lidt nøjere!
Med et eneste ord kunde jeg ; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at ELINE. Jeg hører eder. FRU INGER. Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt. ELINE. Hvor kan det undre jer, min moder?
Hun havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde bragt den ny Rejsende med. Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind.
NILS LYKKE. Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig. FRU INGER. Og dernæst ? NILS LYKKE. at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer. FRU INGER. Han? I fordrer, at jeg ? Også vi vilde være vel tjent dermed. NILS LYKKE. I betænker eder, min frue?
Endelig standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt, hvad en sådan Konstabel havde sagt? Ja, men jeg tålte ikke alt! Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! Og denne Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv: Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.
GUDMUND. Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet. BENGT. Ja, idag for tre år siden blev jeg GUDMUND. Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt, koldere, end jeg havde ventet. BENGT. Da er jeg både svedt og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på. I kan jo snakke sammen om gamle dage. Vil du ikke heller ?
Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen. Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg pludselig gav mig til at råbe på Brand?
At dette kollegium, hvis medlemmer kritisk livnærede sig ved lån, troede at måtte i digterisk henseende forudsætte noget lignende hos mig, kan ikke forundre nogen. Et par aviser der oppe, og muligens flere, fandt da også ganske rigtig ud, at jeg havde lånt dette eller hint fra Henrik Hertz's skuespil "Svend Dyrings hus". Denne kritiske påstand er grundløs og uefterrettelig.
Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt. »Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«. »Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?« »Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!« »Nej,« svared jeg.
»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal'time,« sagde han. »Di har sitti her en hal' Time?« »Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og gik. Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det et Svar?
Dagens Ord
Andre Ser