Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 23. juni 2025
Gennem disse skrifter blev man endvidere bekendt med en polemik, som Heiberg i sin tid havde ført imod professor Øhlenschlæger og imod digteren Hauch i Sorø. Megen anden for en kritiker nyttig viden lod sig også uddrage af disse skrifter. Af dem lærte man f.ex., at en ret kritiker var på smagens vegne forpligtet til at føle sig forarget over hiater.
Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe os for et Ansigt, hvad?
HJALMAR. En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans fødder; det er det forfærdelige. RELLING. Ja, jeg har jo aldrig sådan egentlig været gift; så jeg tør ikke dømme om de ting. Men det ved jeg da, at til et ægteskab hører barnet også. Og barnet skal I la' være i fred. HJALMAR. Å, Hedvig! Min stakkers Hedvig! RELLING. Ja, Hedvig får I værs'go' se at holde udenfor.
Jeg havde også hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det var derfor, jeg arbejded så ihærdigt.
Damerne foran mig havde begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det faldt mig ind, at de var Søstre. De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik lige op til St. Olafs Plads.
Så lå jeg i flere Minutter, uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . . Jeg åbned Øjnene.
FALK. Ja vi, de venneløse to i verden, vi er de rige; vi har lykkens skat, vi, som står udenfor og ser på færden igennem ruden i den stille nat; lad lamper lyse og lad toner klinge, lad dem derinde sig i dansen svinge; se opad, Svanhild, opad i det blå; der lyser også tusend lamper små SVANHILD. Lyt, stilt, du elskte, i den svale kveld går gennem lindens løv et tonevæld
Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden.
Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå i Retning af Slottet. Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen.
Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog ligne det med?
Dagens Ord
Andre Ser