Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 12. juli 2025
Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred sig sammen midt for mine Øjne.
Han laa og saa paa hende: «Det er nok Dem, jeg er forelsket i, Jenny,» sa han pludselig. Hun vendte sig halvt imot ham smilte litt og rystet paa hodet. «Jo,» sa Helge bestemt. «Jeg tror det. Jeg kan ikke vite det sikkert. Jeg har jo aldrig været forelsket det vet jeg nu. Endda jeg har været forlovet» han lo sagte. «Ja det var en av mine dumheter i mine gamle dumme dage
Fem sommere gik, og der gik vel ni; så klagelig rinde mine dage liden Kirsten så ikke solen i li. ret aldrig du kommer tilbage Dalen har blomster og fuglesang; så klagelig rinde mine dage i berget er der guld og en nat så lang. ret aldrig du kommer tilbage
Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse.
Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som om de ikke tålte Dagslyset. Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i Smug.
Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning.
Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten.
Herregud dog, at det ikke vilde forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare, gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme hans Mine, da han sprang op og bandte.
Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del af mig selv . . . .
Var der altså intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang til at tage fat igen og få mit Drama færdigt. Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem.
Dagens Ord
Andre Ser