Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 28. juni 2025
Der var så stille på kirkesti; mig tyktes, at fuglene lytted i li, at lærken daled og gøken taug, og at det svared fra fjeld og haug. MARGIT. Bliv ved! Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang; Gudmund har sunget den mangen gang; Gudmund har sunget den mangen kveld, og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel. MARGIT. Og du tror, det skulde være ? SIGNE. Jeg véd det så visst!
Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde glemt!
Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.
»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres Vært?« Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd. »Happolati,« sagde jeg. »Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette vanskelige Navn.
Det var for resten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de, og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at komme i gode Hænder.
»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde en Knortekæp?« Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: »He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen . . . .
Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank, gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få Lov til at komme til Dem! Vil De det?
Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte om sin elskov; Sigurd taug med sin, og gik så til Sigurd, Sigurd! SIGURD. Det er den.
„Hvad hedder den unge Pige?“ spurgte Andrey, mens en flygtig Rødme lagde sig over hans Ansigt. Han vidste kun alt for vel, hvem det var. Der var kun en eneste ung Pige, som de alle tre kendte, og som Georg kunde foreslaa som Medlem. „Tania Repina!“ svarede Annie. „Ja saa! Tania Repina! Og det er Georg, der foreslaar hende!“ sagde han adspredt. „Hvem er denne Tania?“
Dagens Ord
Andre Ser