Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 12. juni 2025
Du søger dit igennem håbløs kamp; og kampen avler undergang og død. CATILINA. Men også hæder og et evigt navn! Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time; min barm er døv for dine hæse skrig. AURELIA. Min Catilina ! O, Aurelia! AURELIA. Hvad er påfærde? Denne larm i lejren . Hvad går her for sig? CATILINA. Dig jeg kunde glemme! Hvad vil din skæbne vorde ? Vakler du alt i dit høje forsæt, Catilina?
RELLING. Og dæmoniske naturer er ikke skabt til at gå lige på benene gennem verden; de må ud på afveje en gang iblandt. Nå, og De holder altså ud der oppe på det fæle svarte værket endnu? GREGERS. Jeg har holdt ud indtil nu. RELLING. Og fik De så inkasseret den fordringen, De gik omkring med? GREGERS. Fordringen? HJALMAR. Har du inkasseret fordringer, Gregers? GREGERS. Å snak.
Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . . Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os talte.
THOROLF. Sigurd? Er han her i landet? ØRNULF. Der ser du hans hærskibe; vi er forligte; du følger ham. THOROLF. Til dine uvenner? ØRNULF. Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen! THOROLF. Det lover jeg. Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder af dig.
I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra Stedet.
Lad lykken synke, gå i graven våd; vor kærlighed skal dog, Gud være priset, nå sejersfrelst iland ifra forliset! FALK. O, jeg forstår dig! Men at skilles så! Just nu, den fagre verden står os åben, her, midt i våren, under himmel blå, den samme dag vor unge pagt fik dåben! SVANHILD. Just derfor må vi. Efter denne stund vort jubeltog går nedad bakke kun!
Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af, uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at gå tilsengs. Og jeg klædte mig af. Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove.
ØRNULF. Det kan jeg ikke; jeg måtte jo gå til spot for alle kjæmper, ifald jeg for tomhændet til Island! SIGURD. Tomhændet skal du ikke fare.
Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen.
Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget.
Dagens Ord
Andre Ser