United States or French Polynesia ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR. Sa' han noget? GINA. Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR. Nævnte han ikke noget om ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA. Nej, nej, det er ikke værdt HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
„Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!“ sagde Andrey, idet han rejste sig. „Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra mig?“ Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen; men det var ham umuligt at læse videre.
HJØRDIS. En kvinde, en kvinde, hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er istand til! Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær, er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker, svimler hun i sælsom fryd derved? Hjørdis, hvor kan du ! HJØRDIS. Nu da, sig mig ! DAGNY. Det tænker jeg forvist du har fornummet.
Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke, idet jeg foregav, at jeg havde fciaet lidt Mad ude i Byen.
Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde Meddelelser fra Stiftsgården.« »Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?« »Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene. Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i Halsen.
Ja, det vil sige ikke i hele Går, men . . . .« »Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De om det? En sådan glidende Lyd . . . .« »Ylajali?« »Ja.« »Er det fremmede Sprog?« »Hm, Nej, det er ikke det heller.« »Ja, det er ikke stygt . . . .« Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne.
Ingen af vore Mænd vil nu holde sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!“
Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og ugleseet af konkurenterne.
Altid snøvled den Franzos: «Eders Naade, den Matros ganske sporløst er forsvunden, som en Steen, der gaaer til Bunden; Drengen ude var og foer siden han var nævestor; Fremmede Gud veed hvorfra alt forlængst i Huset boede: Moer og Datter, stille Kvinder; artige bevares ja! særligen for Britterinder; men, naar Alt han skulde sige, som han i sit Hjerte tro'ede, var hans Mening: ei saa lige de hinandens Ord forstode.»
»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer. Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.
Dagens Ord
Andre Ser