Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 1. juli 2025
De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag, at han trillede hen ad Jorden. Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt!
„Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab; nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom!
Det værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske. Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist.
Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du følger hjem med til mig.“ „Lad os saa gaa da!“ „Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden rolig, og ingen lægger Mærke til dig.“ De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig nyde den herlige, sydlandske Aften.
Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner. Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.« »Det var stygt af Dem!« Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig. Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2. »Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!« Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet.
Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . . Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen.
Og da jeg slet ikke kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting. Tiden gik.
„Saa maa den tomme hulen bare ha været noget til at narre os med,“ sa Sir Ralph; „nok et puds av gamle Granit-Girdlestone.“ Men nu kunde ikke Jack styre sig længer: „Mener dere altsaa at skatten er i det hullet her?“ „Skulde ikke bli forundret om saa var,“ nikket Longley. Sir Ralph lo og spurte om nogen hadde en elektrisk lygt med nu. Joda, Kerr hadde været saa forsynlig.
Men Hans trodde jo, jeg vilde ikke, bare for jeg var ræd, han ikke skulde gifte sig med mig efterpaa. Saa la os gaa til byfogden da først, din fordømte tøs, sa han. Men jeg vilde ikke. Han trodde, det var bare beregning alting. Du kold, sa han. Det er du sgu ikke længer end du selv vil. Sommetider trodde jeg selv, jeg var det ikke.
Dagens Ord
Andre Ser