Længe blev han staaende ved Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin Pande! Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel vælge mellem ham og denne Mand?

Man holdt disse Egenskaber for Træk af en Originalitet, der tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være den han var.

Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du følger hjem med til mig.“ „Lad os saa gaa da!“ „Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden rolig, og ingen lægger Mærke til dig.“ De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig nyde den herlige, sydlandske Aften.

»Men jeg veed hvad jeg vil gjøre, og hvad jeg kan gjøreraabte Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse; men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik, »ja jeg veed hvad jeg vil gjøre.