United States or Seychelles ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte. Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken Frederikke. Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ... Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn forbi for udgaaende: Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken Jeg saa Fruen indvendig.
Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen. De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet.
Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem «Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin Skoletid havde haft om sine Bøger, strøg sig med brændende Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske Øjeblikke paa at gilde sig.
Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle Øjne, der spillede om hende. Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev begravet. Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans Henriksen? Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa det ? Man kan aldrig vide det! lo hun.
-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke. Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar: -Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun. -Naa, Tine, sagde Degnemadammen. Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer: -Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i Leddene.
Manden sad og læste. I en Krog sad en Kvinde og gav et nyfødt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hænderne op imod dem. Konen sagde noget til Manden, han løftede Ansigtet i Vejret, og jeg saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strøg med Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.
Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig. Carl stod op: Hvad skal jeg. -Sæt Dem her. Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun. -Jeg er aldeles ikke vred. Han satte sig, og hun strøg sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei Carl De skal ikke være bange. -Bange? Kan De ikke forstaa det? Han bøiede Hovedet.
Da rejste en ung Mand sig ude i Baaden, strøg Huen af og svang den mod Land og raabte Hurra. Men det klang svagt og stygt i Taagen, syntes han, og han stod lidt og saa tankefuld ind mod Land. Der stod en høj, ranglet Skikkelse derinde og svingede med de lange Arme og raabte Hurra, og svingede og raabte og blev ved. Det var Idioten.
"Slet ikke," svarede William, han sad og bed i en Elfenbenspapirkniv, "Fader talte aldrig om saadan noget." "Jeg kan tænke det." Prokuratoren strøg med sin fyldige Haand det kortstudsede røde Kindskæg, "jeg kan tænke det." Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, saa sagde Prokuratoren langsomt, meget bredt: "Ja, der er ikke meget." Han saá atter over, William bed stadig i Kniven; "Naa," sagde han blot.
Det veed du jo godt .... Du troede ikke, at jeg havde seet dig? Jo, jeg gjorde saamænd men først tilsidst du husker nok da jeg lo ad Stephensen og ad ad dem allesammen forresten. Stephensen satte et høist værdigt Ansigt op og strøg sig mellem Flippen og Halsen en Yndlingsgestus. Minna vendte sig endnu mere bort fra ham og saae paa mig med et lidt drillende Smil.
Dagens Ord