United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Veiret var mørkt og trist, en kold Østenvind strøg henover Mark og Eng; er man saa først i daarligt Humør, er det ikke underligt, om man snart begynder at fryse Jeg sad og saae paa Hestene: den ene var »den Røde«, som Forpagteren havde fortalt saa meget om Dagen i Forveien: nu havde jeg Tid nok til at tænke paa Alt, hvad han havde berettet mig om den.
-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene? -Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ... Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at pine Deres smukke Arm, sagde han. De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort. Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.
-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig. Men Ida strøg Hænderne over sit Haar: -Han er saa elskværdig, sagde hun. Karl lo: -Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er forliebte. Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han. Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde: -Vi ler af Dem, Knuth. -Og af hvad? sagde Knuth.
Der indrettede han sig et Leje af tørret Tang, trak sin Frakke af, rullede den sammen og lagde den under sit Hoved. Saa kunde han i Timevis ligge paa Ryggen og stirre lige op i den tindrende blaa Himmel. Sagte Luftninger fra Søen strøg hen over ham som med bløde, kølige Kæmpehænder. Vandet skvulpede fortroligt smaasladrende ind mod Bolværket nedenfor Molen.
Stille, stille stod Luften over Furesøens dovent-blanke Vandflade, sommertung og stille. Nu og da strøg der et Vindpust ind mellem Bøgeskovens Træer, og det var som et afmægtigt Gisp fra et træt Bryst. Hivende nødte det sig frem, og det hørtes næppe. Ubevægeligt hang de grønne, tætte Løvmasser, skærmende som sænkede Alkovegardiner ludede de sig ud over Søen.
Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig. En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene Haand hen over de blanke Haar. „Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet, medens han lavede Konebaaden.
Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den, men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund for Kokken til at forsøge at iværksætte et saadant Forræderi. Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strøg afsted gennem det oprørte Hav med en Hastighed, der ikke kunde være mindre end 200 Mil i Døgnet men stadig saa man intet Land.
Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa een Gang krydret og snusket Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: man traadte pludselig ind i den og ligesaa pludselig ud igjen. Vi kom i passende Tid til Damperen. Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet.
Turen var en Lektion i den dyrebare Energi. Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor disse skridtede gennem det uforskelige Mørke.
Det var Isidor, der kom fra sin Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky. I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad undertiden hændte ... Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede. Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog en Bog og gav sig til at læse.
Dagens Ord