United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var nu næsten helt stille. Baadene laa med Aarerne hvilende i Vandet, medens Mændene gjorde alt klart til Drabet, og inde paa Land stod Tilskuerne i spændt Forventning. Den eneste Lyd, der hørtes, var Hvalernes Snøften og Pusten og Hvalformændenes Raab og Kommanderen. De stod forude i deres Baade, der strøg frem og tilbage bag Baadrækken med de lange Flag slæbende efter sig i Vandet.
Men det var, som om Drabet af Harris havde kølnet hans Vrede, eller maaske var det Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Død, og hans egen nær forestaaende Ofring, der berøvede ham Evnen til at føle noget som helst. Som i Drømme lod han sig belægge med Lænker og føre ned i en underjordisk, mørk Hule, de dødsdømte Slavers sidste Opholdssted.
"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske." "Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage. Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa Fa'ren. "Fortæl." "Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et stygt Ord i Ansigtet.
Katiaja sad i to Dage tavs og sammenkrøben paa sin Briks og skjalv af Dødsangst; man kunde høre, hvorledes hendes Tænder slog i Munden paa hende. Christians Moder var utrættelig i at ophidse ham til Drabet. „Dræb hende, hun alene vil jo leve!“ gentog hun. Katiaja havde nemlig engang i Vrede sagt, at hun egentlig var den eneste, der fortjente at leve.
Og deres Raab krydsede hinanden, medens de gav Ordrer og Kontraordrer til højre og venstre og raabte om Kap. Der var saa mange af dem, derfor maatte de raabe saa højt. Men der var ingen, der hørte paa dem. Man ventede kun paa, at de skulde faa skraalt og skreget sig saa hæse, at de ikke kunde mere; thi før blev det alligevel ikke til noget. Endelig begyndte Drabet. Alle Baadene roede frem.
Ved Susannes Fortælling flammede det gamle Hedenskab atter op i dem, og der kom et utæmmet, rovgridsk Udtryk i deres rynkede Ansigter, da deres Fantasi kom i Bevægelse. „Ja, ja, at der dog ikke blev noget af Drabet!“ sagde Rosine. „Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom,“ sukkede Sabine. „Ja, saa kunde jeg nu have haft en artig Fortælling at give til Bedste,“ sluttede Susanne.
Ved sin Hjemkomst sagde han intet om Drabet, for saa vilde han jo have skaffet sig aabenlyse Fjender i den dræbtes Familie. Men da de to Brødre ikke kom hjem, vidste alle dog, at Ilisimartoq havde dræbt dem; denne lagde heller ikke Skjul derpaa, han sagde det blot ikke lige rent ud.
Dagens Ord