Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Og hendes Fa'r har sæl givet hende den! vedblev den lille paastaaelig. Ja, den stakkels Pastor Mascani; men han er ... han blev ... Det er slet ikke derfor! Det er, fordi han har elsket for meget! Men Baby dog! sagde Kaninen og rødmede. Det si'er Jomfru Petersen! Frøken Jansen rejste sig fra Bænken. Jeg synes, det begynder at blive koldt, sagde hun og hostede igen. Nu skal vi vist ogsaa hjem.
"Nu," sagde hun. "Det er Jensen," sagde William nølende, "det var ikke Fa'r," han gik bort fra Vinduet; han vilde heller ikke staa der, hellere ikke se. Han skraaede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an. "Nina har vist ikke øvet sig," sagde Stella. Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi Moderen.
Høg maatte jo dog ogsaa snart komme ... Hun skræmmedes af et enkelt Hornsignal nederst i Gaden. "Naar kommer Fa'r?" spurgte Nina. Stella saá ud. Der løb mange Mennesker paa Stenbroen frem og tilbage, hun hørte dem skrige højt omme paa Torvet, høje Raab, ligesom Kommandoraab. Hun saá et Par Officerer tale meget ivrigt nede under Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvaade Regnkapper paa.
Eller: "Har Du set Fa'r?" eller; "Véd Du, hvor Fa'r er?" Hurtig fremførte Spørgsmaal ligesom ufrivillige Suk, hvormed de vilde lette deres stille Angst. Eller ogsaa: "Mo'r spurgte efter Fa'r." De skød det ind under Moderen, men Stella spurgte sjældent. Undertiden, naar Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst.
De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken. -Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r? -Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde, uden Lyd. De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden.
"William hvor kunde Du dog?" Og lige saa snart han havde hørt Lyden af sit eget Slag og den smertefulde Betoning i Søsterens Raab, faldt hans Hænder slapt ned. Han saá skelende op, og han syntes, han maatte krybe i Jorden af Skam. Nina havde rejst sig, hun holdt Haanden mod den rødplettede Kind, og koldt som med Knivklang sagde hun: "Du ligner Fa'r!" "Nina!" Han skreg det.
Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til saadan at købe alting. Og det er jo saa rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Længen" ... -Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svært for Mo'r. Og saa vilde det gøre hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak. -Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt saa meget af din Fa'r.
-Det varede over et Aar halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og saa op.... Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham. -Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke lykkedes, sagde han: -Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r. Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande.
"Og han havde Ret, han havde Ret," hulkede Niels og smed sig paa Jorden og krøb hen til Stolen. "Jeg har stjaalet. Aah Fa'r, kan du tilgive mig. Fa'r, Fa'r." Den kæmpestore Bondes Hænder rystede om Stolens Arme, mens han sad og stirrede ned paa Sønnen, der laa for hans Fødder og tryglede med Blikket som en Hund. Saa strøg han med rystende Haand gennem Sønnens Haar. "Stakkels Niels."
-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen. Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her. -Ida, Ida, raabte hun. Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham: -Fa'r, nu skal Du op. -Ja, Barn, nu kommer jeg. Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paa Sengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.
Dagens Ord
Andre Ser