Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften. Nu sad Olivia og hun paa Verandatrappen og sat i Halvmørket ud paa "Sundet" og Boller Skov, hvis Linje laa derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder. Inde paa Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned.
Han var to og tredive, og Søsteren ni og tyve. Baade Stasias Døvstumhed og Sørens forulykkede Arm havde Maren Forlis tjent godt paa; og tjente da til Dato. Thi hun kunde endnu bestandig presse de mest velvoksne Taarer ud af sine smaa, hvasse Øjne, naar hun gik rundt og tiggede paa denne Konto med «en Moders blødendes Hjerte». Ellers brød hun sig ikke stort om Børnene.
Lille Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu. Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død. Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.
Før de tænkte paa det, var de paa Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem. -Aa nu kunde han ogsaa gaa det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm. De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik staaende: -Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det her gik vi ogsaa den Gang efter »Prinsessen af Bagdad«. -Ja, sagde Adolf.
"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen sin lille Haand paa min Arm. "Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det for meget at bede Dem om at gemme den for mig?
Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom. Men Ida skød den langsomt bort med Haanden. -Naada, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke længer røre ved Jomfruen? Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse.
Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød: -Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her. -Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften. De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm: -Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen. Det var den eneste, hun kendte.
Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne. Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig følge til Vognene. De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte. -Idioter, sagde Fru Simonin.
I dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog Klokken og Nikola sagde: "Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."
Fra Snese Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer. Violinerne lød. Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes Ansigt. Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix kom jeg vil gaa. Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte hans Kys brænde mod sine Læber ...
Dagens Ord
Andre Ser