Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juli 2025
Helt tilbage laa Stella under den store Sengehimmels Forhæng; Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges Ansigt med det blanke Haar opløst over den hvide Kniplingspude. Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet laa hun rolig, aandende, gispende, hvert Aandedrag som et undertrykt Suk.
Mor kan ikke taale den Slags Sindsbevægelser og hun lagde en Arm om Fru Uldahl og førte hende tilbage til Dagligstuen og lukkede Døren. Derpaa vendte hun sig om imod Herredsfuldmægtigen. Hendes Læber dirrede, og hendes Øjne flammede: Hvad vil I her? spurgte hun. Isidor stod forvirret: Vi ... ja ... Ja, hvad skal jeg sige til Far, at I vil ham?
Tag ved hans anden Arm," føjede han til til den anden, der nu ogsaa var kommen hen til dem. Nu maa du holde ud. Nu gælder det. Nu maa du holde ud. Han vaklede afsted hængende mellem de to Mænd og blev ved at gentage det for sig selv. Nu maa du holde ud. Nu maa du holde ud. Men Tanken havde ingen Kraft. Og han kunde ikke holde den fast. Bare der var et Lys at gaa efter, tænkte han.
Hun var meget aabenhjertig og ganske oprigtig. Jeg skulde være en velkommen Gæst som Christophers Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg følte mig bitter i den Anledning hun havde ganske Ret. Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned til Middag, var det min eneste Trøst, at han ikke skulde være min Skæbne! Jeg vilde hellere være alt andet i Verden end gift med ham!
Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene som en Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og tog min Arm. Et Par Gadefeiere bevægede sig grotesk i det mælkehvide Medium. Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende Maane, klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark.
Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt duftende Blomster.
Men, du, hvor jeg springer i det det gaar saadan, alle Erindringer kommer paa én Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene tager det andet Det var det, jeg vilde fortælle dig om den Aften, den sidste Aften, vi var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og Elisabeth var taget til en Koncert. Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt.
Og Følelsen heraf greb ham som en Galskab og lod sig ikke afvise. Den unge Piges Blik hang ved ham. Men Skikkelsen var saa hjælpeløs som sunken i Knæ. Han bøjede sig frem mod hende og lagde sin Arm om hendes Liv. Hun laa slapt hen i den. Hendes Ansigt var vendt opad imod hans, og hendes Læber aabnedes halvt som et Bæger, der byder sin Vin til den Tørstende.
Det var taget sidste Foraar i Paris, ag Ellen kaldte det en fri Fantasi over hende selv. Hun sad med Hovedet støttet paa en halvblottet Arm og Haaret langt ned imod Øinene. Mange Kniplinger op om Halsen. Fotografiet var afskyeligt, saadan som hun stirrede, saa forskrækket. Det var naturligvis de Rembrandtske Spøgelselys, der var lagt over Ansigtet ... Hun saa igen over paa Sønnen.
"Kan De ikke fortælle en Historie," hun lagde sig tilbage, "det er saa dejligt her i Skumringen." "Jeg kan ingen." Og saa pludseligt hurtigt og afgørende: "Hvorfor skal vi ikke gaa?" "Saa deklamér noget," sagde hun, uden at høre. Han saá paa hende. Hun laa atter i den forrige Stilling, næsten halvt udstrakt med den ene Arm om Hovedet. "Der er kun ét, jeg kan," sagde han sagte. "Hvad er det?"
Dagens Ord
Andre Ser