Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 1. juli 2025
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . . For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For disse Knapper? Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind. Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg.
Jeg havde ingen Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde: »Sejler De iaften, Kaptejn?« »Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk. »Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad, enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham.
Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var som om noget knak over i min Pande. For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og vented.
„Hvorledes lever Helene?“ spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene var en Slægtning af Dudorovs. Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende. „Ved De, at David ogsaa er her i Byen?“ raabte Masha bag Gardinet. „Hvis De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.“ „Er David her? Det anede jeg ikke!“
Kære, snille . . . .« Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg kunde faldt ned og knælet for hende.
Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde Godnat, og at Betjenten svared. Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give dem tilbage.
Og jeg kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. Der forløb et Par Dage. Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen.
Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i Øjeblikket forlangte af ham.
Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt. Nu vel, Sigurd, et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag. Det kan ej ske; vi må jo skilles igen. HJØRDIS. Det må vi ikke.
»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden Smule!« Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks.
Dagens Ord
Andre Ser