United States or Eritrea ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Så du indom til Gregers? GINA. Jaha, jeg gjorde det. Det ser rigtig vakkert ud derinde; han har fåt det svært pent hos sig med det samme han kommer. HJALMAR. Nå da? GINA. Jo, han vilde jo hjælpe sig selv, sa han. Så skulde han nu lægge i ovnen også; og så har han skruet spjeldet for, så hele værelset er ble't fuldt af røg. Uf, der var en stank, slig at HJALMAR. Å nej da.
FRU SØRBY. Ja, vi har kendt hinanden i mange år. Det kunde såmænd engang ha' ble't til noget af hvert imellem os to. GREGERS. Det var sagtens godt for Dem, at det ikke blev. FRU SØRBY. Ja det må De nok sige. Men jeg har altid ta't mig i vare for at gå efter indskydelser. En kvinde kan da ikke kaste sig rent væk heller.
GREGERS. Og der inde på loftet trives den nu så inderlig vel. HJALMAR. Ja, så utrolig vel, du. Den er ble't fed. Nå, den har jo nu også været så længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde liv; og det er bare det, som det kommer an på. GREGERS. Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig få se himmel og hav . Men jeg tør nok ikke bli' længer; for jeg tror, din far sover.
Var det ikke bedre alligevel, at De først lod ham kæmpe sin smertens kamp til ende? GINA. Å, det får han gøre bagefter. Først og fremst må vi få stagget barnet. Nu skal De sige mig, hvad det er for noget. Hvorfor vil ikke far vide af mig mere? GREGERS. De skal ikke spørge om det, forinden De er ble't stor og voksen.
Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig. GREGERS. Du har jo fru Sørby. WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset; og det kan jeg så sårt trænge til.
HEDVIG. Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble't ved med det. GREGERS. Og nu bér De for vildanden også? HEDVIG. Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen. GREGERS. Læser De kanske morgenbøn også? HEDVIG. Nej det gør jeg da rigtignok ikke. GREGERS. Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
Ja det er det da rigtignok. HJALMAR. Ja visst er det så. Femten år på nogen få måneder nær. GREGERS. De var lange så længe jeg leved dem; nu bagefter ved jeg næsten ikke, hvor den tiden er ble't af. EKDAL. Se så, du, Hjalmar, nu kan vi sætte os og snakke om dette her hm. Hvad var det nu for noget? Far, her er nogen. Gregers Werle . Jeg ved ikke, om du kan huske ham. Werle? Er det sønnen, det?
At hans far trodde det, lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage. GREGERS. Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner. RELLING. Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble't student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også.
RELLING. Nå, så er De vel ble't så klog at slå lidt af på beløbet da, kan jeg tænke. GREGERS. Aldrig når jeg står foran et ægte, virkeligt menneske. HJALMAR. Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt. Lidt smør, Gina. RELLING. Og så et stykke flæsk til Molvik. Molvik. Uh, ikke flæsk! HJALMAR. Luk op, Hedvig; far vil ud. EKDAL. God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt en stor en.
GINA. Han roder da vel ikke med gløderne derude? HEDVIG. Henter du varmt vand, bedstefar? EKDAL. Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så er blækket ble't jørmet som en grød, hm. GINA. Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind. EKDAL. Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg.
Dagens Ord
Andre Ser