FALK. Ja, og vi skal vise verden, at kærligheden har en evig magt, som bær den uskadt og i al sin pragt igennem døgnets dynd hverdagsfærden. Igår jeg pegte mod ideens bål, der brandt, som baun bergets bratte tinde; da blev De ræd, De skalv, thi De var kvinde; nu peger jeg mod kvindens sande mål! En sjæl, som Deres, holder, hvad den lover; se sluget for Dem, Svanhild, sæt nu over!

Ja ja, De ser mig; men gråsprængt hår har også flommet frit og brunt en vår, og panden, som ens daglig-gerning dynker med trældoms-sved, bar ikke altid rynker. Dog nok om det! jeg er forretningsmand De er den sunde praktiske forstand. GULDSTAD. Og De er håbets unge glade sanger. Nu vi tale; thi den stund er nær, som bær i skjoldet lykke eller anger. tal!

Det var et kraftig slag saa han var nær ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. «Bær mig ud! Fort! Manden er jo galHan lod som om han besvimet, saa Ratje blev nødt til at holde paa ham. «Ud, dit asenhvisket Dick. «Ud af mit husbrølte Hinken.

DAGNY. Før kveldstid er der ingen fare. HJØRDIS. Til mig? Efter det, som gik for sig igår? DAGNY. Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du! HJØRDIS. Usalig du; Sigurds hustru?

Jeg har set dig for nært hold. WERLE. Du har set mig med din mors øjne. Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse ! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer å! Ord til andet, som om jeg hørte din mor. WERLE. Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.

Se, det var visen, som De bad mig om; bær over med den; jeg er tanketom. GULDSTAD. Å, hvad gør det, når bare visen klinger? Men Svanhild, som ivrig var især ? Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger; nu er hun borte. Nej, hun sidder der . Det barn! Gud véd, når jeg får skik hende!

Nu slet han det lyseblaa silkebaand ut av hendes underliv og bandt haardt over haandleddet. «Ja ja hvor bor » Gunnar skrek pludselig til i raseri. Saa sa han halvhøit: «Jeg skal gaa. Bær hende ind da » men han tok hende selv i armene og gik mot hendes dør. Da han saa den blodige seng, fortrak han pludselig ansigtet. Saa snudde han og støtte op døren til sit rum.