Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 6. juni 2025
Det er jo bare det, at jeg kan ikke rigtig begripe endnu, hvordan det skal bli, som gjør, at jeg er litt motløs nu og saa det, at du er saa bedrøvet. Aa Gert jeg er vel kanske arm og tør og egoistisk og alt slikt men jeg er da en kvinde jeg maa da være glad for, jeg skal bli mor » «Jenny.» Han kysset hendes hænder. «Stakkars lille tapre Jenny.
Vet du, hvad jeg hadde lyst til?» «Nei?» «Bli med dig hjem, Jenny. At vi drak te hjemme hos dig iaften. Gaar ikke det an.» «Jo naturligvis.» De begyndte at gaa nedover byen. De gik bakgaterne, og de gik arm i arm. I hendes mørke trappe tok han hende pludselig ind til sig.
Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: »Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. »Godnat!« sagde jeg.
Det var liksom der sat igjen kulde og raa luft i de væggene altid . Hun gik fort indover korridoren og banket de tre slag paa hans dør. Gram lukket op. Og han tok hende ind til sig med den ene arm, og mens de kysset hinanden, laaste han døren efter hende med den ledige haand.
Helge holdt hendes ene haand paa sin arm og klappet den og Jenny flyttet den nedover hans ærme, til den laa gjemt mellem begge hans hænder. Helge lo sagte og glad for sig selv. «Ler du, gutten min?» «Jeg tænkte paa de tyskerne bare » og saa lo hun ogsaa sagte og likegyldig, som lykkelige mennesker ler av uvedkommende bagateller. De hadde gaat over Forum om morgenen.
Men hvad Vej løb han?“ „Den!“ svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. „Han er lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham men løb hurtigt!“ De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm i Arm og med rolige, værdige Skridt.
Gives der paa Jorden Sted, hvor, om tvende Fiender mødes, uvilkaarligen de nødes til at standse sine Fjed og udrække Haanden begge, venlig Arm i Arm at lægge, slagne af den søde Fred i Naturens Herlighed... hvor Forfængelighedsflammen synker i sin Aske sammen, og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel vilde vende, retsom bange forat skjænde hellig viet Tempeldom... hvor Naturen taler Trøst: Fjeldet som den issehvide børnekjære Oldefader, der sin gamle Favn oplader, Dalen med en Moders blide uforglemmelige Røst, Elven som en trofast Sanger, der vil Hjertet atter lære gamle Toner, svunden Lyst: o da maa vel Stedet være i det deilige Hardanger .
GUDMUND. Jeg gemte den, fordi jeg tænkte, med den at løse mig fri, hvis kongens mænd skulde komme mig nær. Men alt fra ikveld har den mistet sit værd; nu vil jeg stride med arm og med sværd, byde frænder og venner op til det sidste, for min frihed og livet at friste. Lad mig få den. Se så! GUDMUND. Du vil ? MARGIT. Skænke den til nøkken dernede.
Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med hjem? Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde: »Så gik vi da!« Jeg fulgte med.
Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst.
Dagens Ord
Andre Ser