Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den Kongres har kostet os. -Kostet? sagde Berg. -Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De hører til Driftsomkostningerne, sagde han. De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer. Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.
Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen. -Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort. Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt. -Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg.
»Men ganske sagte«, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. »Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.« Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.
Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme Sted. William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind. William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas, "Hvad vilde hun?" Det var et Brev.
Naar Klokken lød i Porten, kunde de begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de sad. "Saa spiser vi," sagde Nina. "Jeg er ikke sulten." "Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret, "han kommer ikke." Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun. De satte sig til Bords.
Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare. Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent hviskende. Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig. Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik. Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter.
Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene. Ida saá ud mod det skridende Mørke: -Nu er det forbi, sagde hun. -Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl. -Ja, sagde Ida hastigt og glad.
Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit Ansigt Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede. Nei, hvor yndigt!
Han steg paany af Cyklen, stillede den ind paa Trappegangen og slukkede Lygten. Og ilsomt, som for at overdøve en sidste Betænkelighed, løb han op ad Trappen. Oppe bag Førstesalens nedrullede Gardiner faldt en Hængelampes dæmpede Skær over en Stue. Der levede Enkefru Herding og hendes Datter Anna. Stuen var ikke stor, og den bar Præg af renvasket og gennemskuret Nødtørftighed.
Dagens Ord
Andre Ser