United States or Kiribati ? Vote for the TOP Country of the Week !


Således er også jeg stolt, længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

O, venner, venner, jeg skulde agte jer, ifald I bored det åbne bryst igennem, som I truer. Er ej en gnist af mod da i jer længer? NOGLE. Han vil vort vel! ANDRE. Vi har hans hån fortjent. CATILINA. Det har I. Dog se, nu er timen kommen da I kan slette skændsels-mærket ud. Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme; en ny tilværelse os vinker nær. Håbe, tro sejr ved eder!

Ikveld vi plukker lykkens roser røde; at til dagværk nu, var helligbrøde. Skjul dig! Som min brud skal intet øje dig iaften møde! FRU HALM. Han flytter virkelig! GULDSTAD. Det ser ud. Han flytter, frue! FRU HALM. Ja, du gode Gud, vi véd det nok! STYVER. Det er en slem omstændighed. Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.

I min Ophidselse forekom det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented , hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften og gik til af yderste Magt, forat Forsprang.

Men derinde i huset i hjemmet med de naturskjønne omgivelser blev det saa tungt og trist. Blomsterne ute i haven hadde falmet, trærne hadde mistet sit løv gjennem vinteren, men det var vaarveir ute. Dernede ved det speilblanke vand hviler Edel mellem to andre grave under et simpelt piletræ.

Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde ! Jeg vented fortvivlet Svaret. »De skal aldeles ikke sidde nede ved Dørensiger hun. Hun taler ligefrem ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren. Vi gik op.

Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge MandHun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. » sætter vi os dasagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er altfor tilbageholden; her oppe; De der og jeg her, ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker! man sige og gøre alt selv, man får ingen Hjælp til noget.

Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev en udmærket Klimaks til en Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå stille i.

FALK. Du var min næreste LIND. Det hjælper ej; hun ønsker det, min kæreste. FALK. Se ; nu har jeg plads alle kanter, nu har jeg ryddet om mig! SVANHILD. Falk, et ord! Den vej, min frøken; der gik Deres mor med alle venner og med alle tanter. Ja, lad dem ; min vej er ikke deres; ved mig skal ikke flokkens tal forfleres. FALK. De går ej? SVANHILD. Nej.

HJALMAR. Nej; men de sa', du var gåt igennem ; og vilde jeg følge dig. EKDAL. Hm, snilt af dig, Hjalmar. Hvad var det for nogen, alle de folk? HJALMAR. Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre og ; jeg ved ikke Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer. GINA. Ja, det er nok svært fint i det huset nu.