United States or Uganda ? Vote for the TOP Country of the Week !
LIND. Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl! FALK. Så? Levende, og ej i snaren kvalt? LIND. Vent bare lidt; nu er det snart fortalt. Jeg er forlovet! Tænk ! Forlovet! LIND. Ja! idag, Gud véd, hvor jeg tog modet fra! Jeg sagde, å, sligt lar sig ikke sige; men tænk dig, hun, den unge, smukke pige, blev ganske blussende, slet ikke vred! Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!
GREGERS. Kan De mindes det, løjtnant Ekdal, når Hjalmar og jeg var oppe og besøgte Dem om sommeren og i juletiden. EKDAL. Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tør nok sige, jeg har været en glup jæger, jeg. Bjørn har jeg også skudt. Har skudt hele ni. Og nu jager De aldrig mere. EKDAL. Å, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja, ikke på den måden, da.
ELINE. Jeg skal være tam, til I har udtalt. FRU INGER. Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. Jeg har, sa vidt det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er stedt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.
RELLING. Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema. GREGERS. Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal! RELLING. Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt frarevne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!
Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.« »Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed. Så taug han. »De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja, De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«
Men nu den sag med Gunnar, sig mig, Ørnulf, tænker du at drive den stærkt, af al formue, både med godt og ondt? ØRNULF. Det må jeg gøre. Hør til, Sigurd, hvad jeg vil sige dig. Isommer red jeg tilthings og der var mange hæderlige mænd tilstede.
Hvor henter jeg nu den fornødne spænstighed fra, til at føre opfindelsen over i virkelighedens verden? Kanske dør den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina, som har dræbt den. Nej, du må da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som alle mine dage bare vilde gøre altingen til det bedste for dig! HJALMAR. Jeg spør, hvad blir der nu af familjeforsørgerens drøm?
Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta' i med, Ekdal. Å, Gina, Gina, holder du dette ud! GINA. Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg. Hold kæft, menneske; du er jo fuld. Relling lukker efter dem. Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til. RELLING. Forladningen har svi'd kjolelivet.
Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige, falske Forestillinger.
Vi bør ikke tvile på det i al fald; for just i dette faktum ligger den retfærdige gengældelse. Han har i sin tid forblindet en troskyldig medskabning. GREGERS. Desværre, han har forblindet mange. HJALMAR. Og nu kommer den ubønhørlige, den gådefulde, og kræver grossererens egne øjne. GINA. Nej, at du tør sige sligt stygt noget! Jeg blir rent ræd.
Dagens Ord
Andre Ser