United States or Nigeria ? Vote for the TOP Country of the Week !


GREGERS. Å, kan jeg ikke lige godt sige havsens bund? HEDVIG. Jo; men for mig høres det underligt, når andre mennesker siger havsens bund. GREGERS. Hvorfor det da? Sig mig hvorfor. HEDVIG. Nej, jeg vil ikke; for det er noget dumt. GREGERS. Å nej visst ikke. Sig mig nu, hvorfor De smilte.

Du sa' jo GINA. Jeg vilde bare spørge, om du tror, vi kan dække frokostbordet her? HJALMAR. Ja, her har da vel ikke meldt sig nogen tidlig? GINA. Nej, jeg venter ikke andre end de to kæresterne, som skal sidde sammen. HJALMAR. Fanden, at ikke de kunde sidde sammen en anden dag! GINA. Nej, snille Ekdal, dem har jeg bestilt til efter middag, når du sover.

Nej, hvor kan du tro det?“ svarede Vennen. „Det vilde være rent umuligt; hun vilde jo bringe ham i den ene Forlegenhed efter den anden. Hun bor for sig selv i det Distrikt, hvor hun har sin Gerning.“ Georg tilføjede intet videre, men saa med et underligt Blik hvori der laa baade Ømhed og Sorg op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte Andrey; han kunde ikke forklare sig det.

Og folk vilde trodd, naar vi gjorde det slik, at vi var nødt til at gifte os. Og det vilde jeg heller ikke. Endda de trodde jo naturligvis det værste men det var jeg likeglad med. Jeg visste godt, jeg ødela aldeles mit rygte for hans skyld. Men det brød jeg mig ikke om. Skjønner du det jeg gjør det ikke .

»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?« »Nej, det tror jeg ikke.« »Jo, af mig kan De vente altsagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv. »Kan jeg detsagde hun bare. Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for altfor skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd. Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra mig.

Se, kærligheden blaffer op og dør i næste stund; men hadet VESTALINDEN. Alle guder, det er jo vanvid! Til hjælp; til hjælp! NOGLE. Hvad er påfærde? ANDRE. Vestaflammen slukket! FURIA. Men hadets brænder; hævnens blusser højt! VESTALINDERNE. Bort, bort med hende; bort til dom og straf! Til fengslet føres hun. Derfra til døden. Nej, nej, ved guderne, det ej ske!

Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt! I

Kjolen min var revet aldeles i filler du ser ut som en gatejente, sa Borghild. Det kommer du nok til at ende som, sa hun. Jeg lo jeg. Klokken var fem. Men jeg hadde jo git mig tilslut, kan du vite. Hadde det ikke været for en ting. Sommetider sa han, du er fan ta mig den eneste anstændige pike, jeg har truffet der er sgu ikke den mand, som greier at faa dig til at falde. Var det ikke forfærdelig?

Og egentlig var hun adskillig bedre tilmote nu, end hun hadde været i de fortvilede uker, da hun uavladelig ventet paa, at det skulde vise sig at være en feiltagelse . Hun trøstet sig med, at der blev vel en raad for hende som for saa mange andre. Sin utenlandsreise hadde hun jo snakket om helt siden sidste høst.

En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: »GodaftenDet var »Jomfruen«, som hilste mig. »Godaftensvared jeg fraværende. Jeg også »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham. », hvordan går detspurgte han. »Jo, bare bra . . . . som sædvanligt