United States or Syria ? Vote for the TOP Country of the Week !


Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende. Deres Øjne mødtes.

Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an , hvor meget solskin druerne har fåt. GINA. Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal. EKDAL. Og det gav de sig til at disputere om? HJALMAR. De vilde prøve det; men fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine blev der sagt.

Den unge Jøde betalte for Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet lige saa stille, som han var kommen. Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang.

Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort . . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner

»En Bifråber Jomfruen ud gennem en Luge. Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da Jomfruen hen mig med lidt nysgærrige Øjne.

Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en ny Idéassociation i Tanke en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude Tivoli, og som jeg engang senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel et Kort, og banker .

Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa enden paa historien. Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken været bedre end forstanden; for næppe var baaden vendt tilbage lige med det samme det saavidt lysnet af daggry i øst før «Ariadne» blev praiet af en skøite som dukket frem af mulmet.

I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse, hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set. Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz. De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.

Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet, da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde den rimeligvis være helt øde.

Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør. Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre. Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder kunde lige saa godt være tredive som tyve. „Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?“ spurgte Andrey.