United States or Uzbekistan ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,“ sagde Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. „Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste blandt alle dødelige.“ „Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,“ sagde Helene. „Du forvrænger mine Ord,“ svarede Tania. „Jeg sagde blot at du ikke burde beklage dig over din Skæbne.“
Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind.
Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur. Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i literær Retning.
Det var hende derfor en stor Glæde at tale med ham om sin Fader, og det gjorde hende godt at lette sit Hjerte over for en, der forstod hende saa helt paa dette Punkt det ømmeste i hendes Liv. Tania boede ikke alene.
Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i
Du vil selv føle dig lettere til Mode, naar du har faaet talt ud!“ Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu skulde komme. „Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at angribe Czaren!“ Hun forstod ham ikke først. „Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.
Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik.
Tania lyttede tavs til hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og sagde: „Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov til at dele alle dine Sorger!
Tania er ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig en mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for vor Sag end alle hendes Penge,“ sluttede han i en blød, drømmende Tone. Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede aandsfraværende ud i Rummet.
For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres Smag, i
Dagens Ord
Andre Ser