United States or Haiti ? Vote for the TOP Country of the Week !


Da skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en Tone af hvidt, en Anelse det var Dagslyset. Jeg følte, at det var Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke dejligt ud! Jeg kasted mig flad Gulvet og græd af Glæde over dette velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og bar mig ad som en gal.

Han havde næsten hvidt Hår og ud i sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren efter noget. »Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inatsagde jeg til Manden. »Har min Kone sagt detspurgte han. »Ja. Der kom en ny Mand mit VærelseHertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.

Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt forsent ude . . . . Portnøglen . . . . Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det.

Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende, overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere gennemarbejdede literære Frembringelser.

Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma, omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk.

Han forbandt det med sit Lommetørklæde og tog derpaa ud af en Sæk, som han havde haft bundet fast bag ved Sadlen, en lang militær Kappe af graat Lærred, saaledes som fattige, afskedigede Officerer plejer at bære, og en tilsvarende Hue. Andrey stak sin egen Hue i Lommen, kastede Kappen over sig og saa nu ud som en helt anden.

»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig udsagde han derpå tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, vil jeg ikke svare for hendeJeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende!

For Relling og Molvik kommer nok også herop, tror jeg. Jeg traf just Relling trappen, ser du, og måtte jeg jo GINA. , skal vi ha' de to også? HJALMAR. Herre gud, et par stykker mere eller mindre; det gør da hverken fra eller til. GINA. Er det noget, som bedstefar vil ha'? EKDAL. Å nej; det kan være det samme. Hm! Pas endelig godt ham, han ikke går ud.

Dog de finde, ved en Taages Gjennembrud, ind og ud af de, meer end gammel Eeg, meer end Ertsens Strøg forgrente schakteskumle skjæromspændte slangesno'ede lange Fjorde; fare snelt som jaget Lom Fjeldene indunder, som lodret Bugterne omgjorde, og hvoraf den ene Bred hvinende udsender Vesten-, og den anden Østen-Blæsten, flyvende paa sorte Fjed Fjorden tverts og op og ned, tverts, saa Strimerne hinanden skjære lige langt fra Stranden, som i Troldes Ledingsfærd, hvori Kjæmperne ei synes, krydsende indbyrdes, brynes Tusinder af sorte Sværd.

Nej, nej tak. , du kan jo sætte lidt ind alligevel. Skulde du ha' en skalk, var det bra'. Og la' det være tilstrækkelig smør , du. Hun ser da ellers nok sa frisk og sund ud, synes jeg. GINA. Ja, ellers mankerer hun, gud ske lov, ingen tingen. GREGERS. Hun kommer visst til at ligne Dem med tiden, fru Ekdal. Hvor gammel kan hun nu være?