United States or Ethiopia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Jeg mindes grant, da første gang jeg Dem, hvor lidt De tyktes mig de andre lig, og hvor fast ingen evned at forstå Dem. Om bordet sad det pyntelige lag, hvor theen dufted, passiaren surred, mens frøkner rødmed og mens herrer kurred, lig tamme duer en lummer dag.

Tanias Billede stod ikke længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende Kvinde fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg. Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette Slag?

Tilgiv mig!“ sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over den. „Jeg véd ikke selv, hvad jeg siger!“ Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa Armen af den Stol, paa hvilken han sad hendes Haar faldt i Uorden ned over hende og skjulte Ansigtet hun aandede tungt og hastigt.

Med gabende Mund stod han stum og hørte mit Udbrud indtil det var tilende, greb han hurtigt sin Pakke Bænken og gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt. Jeg sad tilbage og hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at lude mer og mer sammen.

Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden. Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded.

Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og bort mod Vinduet. Jeg var alligevel altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu ud som et Menneske, i mine Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget nedslagen tilmode.

Vognen Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned.

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time. En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde: »Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san

Og først da, da Dødens Angel sad i Bedstefaders Hjerte, Francis, stakkels Lille, lærte Meningen af Nød og Mangel.

Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og det velsignet godt til.