United States or Armenia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver.
Den berømte Taras Kostrov var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere plejede at sige.
„Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!“ udbrød Helene og pegede paa Cifrene. „Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for at glæde dig!“ „En smuk Vennetjeneste!“ svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig Revselse. „Ved du hvad!“ vedblev han, „dette Stykke Arbejde vil tage os mindst seks Timer!“
Ingen Præst eller Øvrighedsperson var til Stede ved den Anledning; de tilkendegav simpelthen deres Beslutning for Vennerne, saadan som man altid plejede at gøre i den Verden, de tilhørte.
Hvad har jeg gjort? Er der noget, hvormed jeg har krænket dig, hvorfor siger du det saa ikke rent ud, som du plejede at gøre? Og hvis du ikke kan, hvorfor skal vi saa pine hinanden? Hvorfor ikke skilles som Venner og gaa hver sin Vej?“ Hendes Stemme var, efterhaanden som hun talte, bleven blød og sørgmodig. „Ja, gid jeg kunde, Tania!
Vasily sagde noget til Botcharov, der var den sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne, noget sløve Udtryk, det plejede at bære. Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel anden end den Mand, han havde kendt.
Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.
Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham. »Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene.
I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil en Luksus, hun ikke havde nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk. Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa gemt i hendes Lomme.
Dagens Ord
Andre Ser