United States or Martinique ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . . jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .« Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode. Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen.
"Vor næste kærlighed", "vor næste viv", "vort næste måltid" og "vort næste liv", se, den forsynlighed , som heri ligger, den er det, som gør glædens søn til tigger. Så langt du ser, forstygger den vor tid, den dræber nydelsen af øjeblikket; du har ej ro, før du får båden vrikket imod den "næste" strand med slæb og slid; men er du fremme, mon du da tør hvile? Nej, du må atter mod et "næste" ile.
Jeg har kun af hele Livet Eet igjen; det er min Ære. Du?.. Nei, hvad jeg end faaer høre, værre end min Fantasi hvisker ind i Sjelens Øre, Mary Ann! er du tilgivet.» Haanden, flux tilbagetagen ved Feiltagelsens Opdagen, at det ikke var min Datter, som jeg talte til saa mildt, raktes Synderinden atter.
For det skulde være mig en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . . Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til det andet Fortoug. Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig end værre.
Og besat af Tanken på dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen. Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte ikke en Lyd.
Der skulde så lidet til, forat sætte mig på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . . »Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.
Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op. Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning.
Han frygted for at miste sejrens krone, ej hæders-kransen, men det rædsels-ry, hvori hans minde lever. Egges da blodløse skygger selv af æres-håbet? Snart taler blidt advarende Aurelia, og atter genlyder i mig Furias manings-råb. Og mer end dette; frem af graven stiger de blege skygger fra den svundne tid. De truer mig. Jeg skulde standse her? Jeg skulde vende om?
Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde, beroligende Ord til ham. Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende hendes Liv endte med Andreys frygtelige Daad.
Og atter vandred jeg ud i Byen. Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af Sult. Og Tiden gik. Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus; det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Dagens Ord
Andre Ser