United States or Palau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg havde båret på den, uden at vide af det selv. Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet. Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen? Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret; det korte dingler lidt. »Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?« »Nej,« svarer jeg.
Og nu bar det for hver Klud lige ret nordostenud! Ostnordost og retsaa nord, til i fjerde Morgens Gry Manden ned fra Merset skriger: «Ret i Nord en snehvid Sky, der i Høiden stedse stiger, liig en buet Sølvergjord over Horizonten spændt!» ...«Hurra! det er gamle Norges snebedækte Klippeborges morgensolbelyste Tinder, som os minder, at Seiladsen snart er endt.» XI Hardanger
»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde en Knortekæp?« Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: »He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen . . . .
»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at bære i Munden.« Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så forbauset på mig. »Ingenting at takke for,« sagde han.
Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige syv hundrede Mand. »Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke; han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver.
»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.« Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om. »Har du ikke faret før?« spurgte han. »Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det. Jeg er vant til noget af hvert.« Han tænkte sig atter om.
Imidlertid gik de seks reisende til aeroplanet, klatret op ad stigen og gik ind. Dale stod i døren og gav sine sidste instruktioner til førstemand ved fabrikken: „Farvel, Taylor. Hold alt gaaende som vi har fastsat. Men vi kan naturligvis ikke sætte nogen bestemt dato for hjemkomsten.“ „Farvel, hr. Dale,“ svarte manden, „og lykke paa reisen.“
Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår.
Manden pekte paa en hvit bygning med høie mure omkring, like ved havnen. Efter nogen minutters kjørsel var de der og ringte paa. En landsmand som talte engelsk, lukket op. Sir Ralph bad ham hilse konsulen og si at de var engelske reisende som ønsket at tale med ham om en vigtig sak.
Værten var netop fordybet i sine Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa liden Opmærksomhed som de ham.
Dagens Ord
Andre Ser