United States or Republic of the Congo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han sprang ditbort og hørte paa avstand Jenny rope: «dere vet, den der i Via Paneperna » og hun hoppet ind i den over fyldte drosche dumpet ned i fanget paa nogen. Men der var damer, som vilde ut igjen, og damer, som vilde ind der hoppet ustanselig folk ut av den ene vogndør og ind av den anden. Kusken sat ubevægelig paa bukken og ventet, og øket sov med hodet duppende ned mot stenbroen.
»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde en Knortekæp?« Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde: »He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.« Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen . . . .
Ved det første Gadehjørne drejede de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted. I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.
Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst forstod han hvorfor.
Jeg begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an.
Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen. »Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken. »Var han ikke der?« »Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden. De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af Kusken, hvem han syntes at sige en Besked. „Halløj! Holdt!“ raabte Andrey.
Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom. »Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe denne Mand.
Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han slog stærkt på. »Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken. »Kierulf, Uldhandler Kierulf.« Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han ikke plejed at gå med en lys Frakke?
Andrey havde under Fægtningen saa udelukkende fæstet Soldaternes Opmærksomhed paa sig, at ingen af dem havde tænkt paa at se efter Kusken.
Dagens Ord
Andre Ser