United States or Western Sahara ? Vote for the TOP Country of the Week !
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke vil , så!
GREGERS. Nu svarer jeg ikke på mere. WERLE. Farvel da, Gregers. GREGERS. Farvel. Nu gik han jo? GREGERS. Ja. RELLING. Den frokosten, den gik da i vasken. GREGERS. Tag på dig, Hjalmar; du må gå en lang tur med mig. HJALMAR. Ja gerne det. Hvad var det, din far vilde? Var det noget om mig? GREGERS. Kom bare. Vi må snakke lidt sammen. Jeg går ind og trækker frakken på.
Overbord med fornuftens ballast kun! Kanhænde jeg sejler min skude på grund; men så er det dog dejligt at fare! Hvad? sang? Nå ja det er nok Linds kvartet, den øver jublen ind; se det er ret! GULDSTAD. Ja. Lad mig bare først få på mig frakken; vi upoeter tåler ikke træk, hos os slår aftenluften sig på nakken. Godnat! FALK. Grosserer! Før De går, et ord!
Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen. »Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .« Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender sit Ansigt mod mig.
Så havde jeg endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen. Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under Frakken, lige meget hvad.
„Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey. „Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget: der er intet særlig nyt!“ Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget det mest iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det lange, smalle Ansigt. „Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.
»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at bære i Munden.« Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så forbauset på mig. »Ingenting at takke for,« sagde han.
Tilslut blev pastor Setun utaalmodig. „„Plumberne“ er nu de største løgnere allikevel,“ sa han. „De lover og lover; men tænker ikke engang paa at holde ord,“ føiet han til. Han kastet Prince Albert frakken, steg ned i grøften hvor rørene laa og begyndte at skrue dem sammen. Han arbeidet saa svetten randt, la sig paa knæ og stod foroverbøiet næsten som paa hodet.
De Slyngler vilde rimeligvis falde over Andrey, en forfra og en i Ryggen! Og han kunde ikke en Gang hjælpe ham ordentligt, thi han var ubevæbnet, hans Revolver laa i Brystlommen paa Frakken, som han havde taget af et Øjeblik, før Politiet kom, og han kunde ikke hente den nu uden at vække Mistanke. Hvad i Alverden skulde han dog finde paa?
»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb mange Gange i Træk, uden at sige mer. Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen.
Dagens Ord
Andre Ser