United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige? Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller!
FRU INGER. så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv. Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig. FRU INGER. Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat. NILS LYKKE. Desværre; mit hverv på Østråt er jo til ende. OLAF SKAKTAVL. Ikke før jeg har fået mine papirer. NILS LYKKE. Ganske sandt.
FRU INGER. Et baghold som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig! Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder. FRU INGER. Hvad gør I? NILS LYKKE. Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder, nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! Eline, sig din moder alt!
Så siger jeg, bare for at sige noget: »Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.« »Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske alene hjemme.« Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde set dem før. »Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele Tiden, dersom De vil . . . .«
Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op ! O nej, Inger Gyldenløve, det véd jeg forvisst, det vil I aldrig tåle! NILS STENSSØN. Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej! Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg
»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.« »Er De Håndværker?« »Ja, jeg er Nådler.« »Hvilket?« »Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.« »Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.«
Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.
Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det velsignet godt til.
Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.
Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden.
Dagens Ord