United States or Sint Maarten ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb mange Gange i Træk, uden at sige mer. Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen.
Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. »Hm!« sagde det bag mig. Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. »Godaften!« siger det så.
Og jeg stod og følte mig dejligt hård som Flint. De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og kunde ikke røre Armene.
Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med mig. Nådler? Jeg stod med en Gang stille.
Du kom ved nattetid; du banked på min dør; og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-net? Du må ikke se på mig efter dette . Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din ; må være det i al evighed.
»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på Skuldren . . . . »Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel. Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke?
Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve og forgår.
Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom på Siden af hende. »Godaften!« sagde jeg. »Godaften!« Hun standsed. Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke?
Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden. »Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til mig først.« Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg blev træt af denne Uforskammethed.
Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille: »I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska' følle Dere?« Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i Øjnene, og jeg skyndte mig at svare: »Nej, Tak!
Dagens Ord
Andre Ser