United States or Montserrat ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom på Siden af hende. »Godaften!« sagde jeg. »Godaften!« Hun standsed. Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke?
„Hvor snilde dere er,“ mumlet Sir Ralph og undertrykte et smerteskrik idet de løftet ham. Og over stranden løp og gik de med sin byrde, øinene stivt stirrende mot maalet. Monoplanet hadde nu vingerne horisontalt igjen, og var like bak dem, bare et par hundrede fot oppe. De sidste øieblikke var en eneste forvirring. Endnu var der en liten strækning igjen.
Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene! BJØRN. Jomfru Eline, hør mig! ELINE. Hvem var det, Bjørn? Hvem var det? BJØRN. Det så I ligeså grant som jeg. ELINE. Nu vel? Hvem så jeg? BJØRN. I så eders moder. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo ; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at BJØRN. Stille! BJØRN. Hvad er der nu?
Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med mig. Nådler? Jeg stod med en Gang stille.
Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt havde glemt!
Det kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder . . . .
Hele den søndag sat W. U. og Jeremias Bustad borte i det ene hjørne av kirken. W. U. med et koldt, stivt marmoransigt og Bustad med et par sky øine som ikke turde se paa andre folk. Tilslut sang forsamlingen staaende: „O tænk naar engang samles skal“ og pastor Reierson lyste velsignelsen. Saa var femogtyve aars festen over og alle reiste hjem til sit.
Petter Hendrickson, „saa maa du vel slutte at baktale ham nu da.“ Bustad blev blek som et lik. W. U. sat nær ham. Hans ansigt var askegraat, stivt og koldt. Tirsdag var Glenfield settlementet samlet til pastor Reiersons begravelse. Det var ikke bare menigheten, men hele settlementet var samlet og mange folk inde fra byen. Trods vaarbløten kom folk fra alle kanter.
BJØRN. Nå, som sagt, når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg. ELINE. Det har jeg hørt. Det er for resten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd BJØRN. Kan vel hænde.
Min datter, fru kappelan Arnesen,» sa fru Gram, «hun kjender litt til hende hun var hernede i julen. Hun mente forresten, det var andre grunde som gjorde, at oberstløitnanten ikke vilde ha no med hende hun skal jo være saa nydelig, men noksaa daarlig berygtet .» «Det er aldeles usandt,» sa Jenny stivt.
Dagens Ord
Andre Ser