United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
ELINE. Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord. FRU INGER. Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag. Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død; og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv. FRU INGER Eventyr!
Der var en gammen i luft og i li; kirketiden fast var omme; thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti mig vinked hver rosenblomme. Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind; presten stod højt i koret; han sang og læste; med andagt i sind lytted mænd og kvinder til ordet. Da hørtes en røst over fjorden blå; mig tyktes, at alle de billeder små vendte sig om for at lytte derpå. MARGIT. Hvad mere?
Hun sad på en Bundt af rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små, der kasted Tomflasken imellem sig . . . . Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som foregik.
I trange tider holdt vi trofast sammen; hun fordrer ikke stort af livets gammen, og jeg er nøjsom, har alt længe sporet, at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret. Lad andre følge svaneflokkens flugt; liv i det små kan også være smukt. Hvad siger ej etsteds geheimeråd Goethe om melkevejen, skinnende og hvid? Af den kan ingen skumme lykkens fløde, og endnu mindre hente smørret hid
FRU STRÅMAND. Her er visst gæstebud FRU HALM. Å, hvilken snak! FRU STRÅMAND. For gør vi bryderi FRU HALM. Nej ingenlunde; De kommer så tilpas, som tænkes kunde; min datter Anna blev forlovet just. Så lad mig vidne; elskov, kærligheden, det er en skat, som ikke møl og rust fortære kan, hvis der er noget ved den. FRU HALM. Men hvor det dog var smukt, De tog de små herind til byen med Dem.
SIGNE. Jeg skulde mægte at binde din vilje; jeg skulde mægte at fylde din hu! Å, tør jeg tro dig! GUDMUND. Det tør du forsandt. Hør mig, Signe. Medens årene randt tænkte jeg trofast både vinter og sommer på eder to, mine fagreste blommer. Men jeg kunde ikke fuldt mine tanker forstå; da jeg rejste, var du som alferne små, som alferne små, der færdes i skove og lege som bedst, når vi drømme og sove.
STRÅMAND. Fire spæde vi har foruden disse her. FRU HALM. Ja så. STRÅMAND. Tre af dem er for små til allerede at fatte tabet af en kærlig fader i stortingstiden. Nu jeg Dem forlader. FRU HALM. Å, hvorfor vil De alt så tidlig gå? FRØKEN SKÆRE. Jeg må til byen og fortelle nyheden; hos Jensens véd jeg man går sent til ro; jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Alle Ting indvirked på mig og distrahered mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at flytte af Pletten.
Jeg var også temmelig kvalm. Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.
Foran til højre et karnapvindu med små, runde, blyindfattede ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs væggen til venstre et større bord med sølvkruse, bægre og drikkehorn. I baggrunden dels sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt mellem dem.