United States or Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Hvad skal De aldrig gøre mer?« »Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.« »Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet. Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os. »Forsøg at få fat på mig!« sagde hun.
Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham. »Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort hernede?« »Å havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«
Jeg så Dem vokse, så Dem foldes ud; De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter; men længe så jeg kun i Dem en datter; nu spør jeg vil De være mig en brud? Tal ikke mere! GULDSTAD. Rolig; hun skal svare Spørg også De, så kan hun vælge frit. FALK. Jeg siger De? Det gælder at bevare tre liv for lykken, ej alene mit.
Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden, gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten tænderskærende om at gå, Og jeg forlod hende. He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set!
Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var, Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge, jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags Mennesker . . . .
Endnu iaftes sagde jeg til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd.
Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed mig op: »Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget længer; nu er jeg bjærget . . . .« Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«
Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!« Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!« sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden; her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen Hjælp til noget.
Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker. Gamle Adrians Blomsterbed Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom staaer den der uden Naboer.
Således er også jeg stolt, så længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.
Dagens Ord
Andre Ser