United States or Bolivia ? Vote for the TOP Country of the Week !
MANGE STEMMER. Før os til døden! CATILINA. Nu, så afsted! Ved denne død vi vies ind til udødlighedens skønne liv. Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider skal nævnes højt med stolthed NOGLE STEMMER. Ah, se, en kvinde ! Furia! Du her? Hvad drev dig hid? FURIA. Jeg må ledsage dig til målet. CATILINA. Nu, hvor er mit mål? Sig frem! FURIA. Hver søger målet ad sin egen vej.
Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed!
Endnu iaftes sagde jeg til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd.
Således er også jeg stolt, så længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.
Min Stolthed forbød mig at vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit stille Sind ad den lille røde Gyngestol.
MARGIT. Han var mig aldrig kær! hans guld var alt, hvad mig hilded; talte han til mig, sad han mig nær, blev mit sind af kvide forvildet. Mit liv var en evig, en endeløs ve. Dit komme rygtedes; visst du kender den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder; jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide; thi du måtte mindst af alle den vide. GUDMUND. Margit, kunde du tro ?
Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed!