United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
CATILINA. Ti; jeg vil ej høre! Jeg hader dig! Jeg ser din fule list; du vil mig lænke til et halv-livs rædsel. Stir ikke på mig! Dine øjne martrer, de stinger mig i sjælen som en dolk! Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne AURELIA. Våg, milde guder, over ham og mig! CATILINA. Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; i dem er stjerneskin og morgenhimmel . Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!
Himlens magter, er slig en lod da værd de tusend fagter? At drætte børnehjorder op til sligt, at fede dem med retsind og med pligt, at gøde dem med tro en stakket sommer, til brug, når sjæleslagtningstiden kommer! SVANHILD. Falk, lad os rejse! FALK. Rejse? Og hvorhen? Er ikke verden overalt den samme, og findes ej på hvermands væg igen den samme løgn i sandheds glas og ramme?
CATILINA. Ja, du har ret; jeg føler det så vel. Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive. En evig uro gærer i min barm; Kun livets tummel mægter den at stille. AURELIA. Er din Aurelia dig ikke nok, formår hun ej din sjæl tilfreds at stille, så åbn dog hjertet for et venligt ord, en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde o det var ej meent! Ormen tør ej tale ud!
Jeg hører graven til; hist er mit hjem; jeg er en flygtning fra de dødes dale; med dagens komme må jeg ned til dem. Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddet i Plutons sal imellem blege skygger? jeg siger dig, jeg var der ganske nylig, hinsides floden og de sorte sumpe. CURIUS. Så før mig did! FURIA. Dig? CURIUS. Ja; jeg følger villig, går selv din vej igennem dødens nat! FURIA. Det kan ej ske.
En republik af navnet er det vel; og dog, hver borger er en bunden slave, forgældet, og afhængig som en træl af et senat tilfals for gunst og gave. Forsvunden er den fordums samfunds-ånd, det frisind, Roma havde før i eje; liv, sikkerhed, er af senatets hånd en nåde, som med guld man må opveje. Her gælder magtsprog, ej retfærdighed; den ædle står af vælden overskygget
STYVER. Så lad os gå med fred vor jævne vej; vi stænger ikke stierne for dig, vi følger gaden, du i højden svæver. Hm, der fór også hun og jeg engang; men dagens krav er arbejd, ikke sang, den dør man fra, alt efter som man lever. Se, ungdomslivet er en stor proces og den unødigste af alle trætter; gå på akkord, og tænk ej på regres; thi sagen taber du for alle retter.
De hviler sig som om de vented på at skulle vækkes til en munter leg og ej til kamp, måske den aller sidste, de får at kæmpe her. Endnu på vagt? Du er vel træt? nu løser jeg dig af. MANLIUS. Sov heller selv. Den unge trænger til en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber behøver kræfter. Anderledes er det når håret gråner, blodet rinder mat og alderdommen tynger vore skuldre.
I farens time svigter han os troløst. GABINIUS. Ah, det er Catilinas venskab! COEPARIUS. Nej; troløs og fejg var aldrig Catilina! LENTULUS. Og dog, han drager bort. STATILIUS. Med ham vort håb. Hvor findes nu den mand, som kan os lede? COEPARIUS. Han findes ej, opgives må vort anslag. LENTULUS. End ikke, venner! Hør nu først, hvad jeg om sagen tænker. Hvad har vi besluttet?
CURIUS. Igen de rædselsfulde ord! O, hør; kom til dig selv, og følg mig, Furia! Forvovne dåre, føler du ej gru for dødens datter, som er stegen op fra underverdnen for en flygtig stund? CURIUS. Jeg føler gru for dig. Men denne gru, den underfulde gysning, er min lyst. FURIA. Hvad vil du mig? Forgjæves er din tale.
Dagens Ord
Andre Ser