United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !


Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd. Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var også dette dyrebare Øjeblik spoleret!

Ej vilde jeg, som hundreder før mig, ved ædelsind og milde dyder mindes; ej vilde jeg beundres; denne lod blev alt mangens og vil blive det til tidens ende. Nej, af blod og rædsel jeg vilde bygge mig mit eftermæle!

Andrey havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med. De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren, der lod, som om han intet hørte.

Det var jo et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her å, disse her skrækkelige historierne! GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind? HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det. Far! Ja . Hm. Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig, ikke med et eneste ord. HJALMAR. Ja.

Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort. „Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!“ sagde han til Gendarmerne. Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet, thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem. „De har at vente, til Patrouillen kommer!“ sagde deres Cerberus kort. „Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!“

Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han saa ned i nogen papirer i dybe tanker. Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.

Jeg henvender mig til en Herre, der sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte ham, fast bestemt at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

Den fremmede Sjømand boed stadigt mit Værelse og lod ikke til at ville flytte snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. Jeg stod og hørte dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig for bestandigt.

Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var som om noget knak over i min Pande. For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og vented.

Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at jeg havde en sådan Natur.