United States or Brunei ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde ! Jeg vented fortvivlet Svaret. »De skal aldeles ikke sidde nede ved Dørensiger hun. Hun taler ligefrem ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren. Vi gik op.

Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd. Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var også dette dyrebare Øjeblik spoleret!

Hun hindred mig endog fra at hjem og mig lidt Mælk Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig Pokker ivold? . . . . Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde: »De burde i Grunden ikke sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt.

Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt ind, jeg sad og det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det? Jeg gik til Vinduet og ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden.

Og nu ser jeg altsaa af dit brev, at disse følger, hvorover jeg sikkert har været meget mere fortvivlet end du, hvad du end kan have gjennemgaaet af bekymringer og legemlig lidelse, dog har bragt dig en dybere glæde og lykke end noget, du før har mødt i dit liv.

Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet hun fortvivlet vred sine Hænder.

»Det er da også forbandet, vredent dette er skrevetsagde jeg fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!« »Jasvared Madamen, »de plejer at skrive . Det er Nøgleosten. Jo, det er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«

Ei fordi de Djævle sloges rasende, fortvivlet, vildt, ret som Folk, hvis Liv er spildt; men fordi vi slemt betoges ved et spanskt Filuteri. Thi hvad skulde ikke hænde? Et maskeret Batteri lod, ved Skud paa Skud at sende ind i Albatrossens Side, pludselig sit Tilvær vide, saa man inden faa Sekunder sikkert kunde regne ud, naar den, mæt af Vandgangsskud, maatte dykke Skroget under.

Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme. „Ti stille!“ raabte hun. „Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier mig ved?“ „Tania dog!“ udbrød han i maalløs Forbavselse. Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?

Da måtte jeg være grøn! stille nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . . Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk. »Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil skal De heller kysse mig Brystet.