United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme. „Ti stille!“ raabte hun. „Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier mig ved?“ „Tania dog!“ udbrød han i maalløs Forbavselse. Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?
Czaren vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sædvanlige Spadseretur.
„Det er sandt, hvad har jeg her at gøre?“ tænkte Andrey. „Vi maa se at sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!“ Men næppe havde han faaet tænkt denne Tanke til Ende, førend hele Skaren kastede sig over ham med løftede Hænder og skummende af Harme. „Forræder!“ lød det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.
I dette Øjeblik var Czaren nogle Skridt foran Alexander den Førstes Monument, med Ansigtet imod Slottet. I et Vindue i et af Husene lige overfor iagttog to unge Mænd i spændt Opmærksomhed og med bankende Hjerter denne Scene. Den ene af dem var Georg. Han havde set Andreys Konflikt med Spionerne og havde allerede opgivet ham som fortabt.
Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi, Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han Andrey var Manden, der skulde gøre det! Halv paaklædt og paa bare Fødder for ikke at vække Georg gik han op og ned ad Gulvet. „Tania!“ raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed!
Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham. Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser alt forsvandt i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.
Han forklarede, hvorledes de ved Hjælp af en Mængde fiffige Kneb vilde forsøge, at komme inden for den Kæde af Spioner, som omgav Czaren paa hans daglige Morgentur. Tania hørte ikke efter hans Ord hun saa i Forbavselse paa ham hvorfor fortalte han hende alt dette?
Sazepins Ansigt var højtideligt næsten sørgmodigt; idet Andrey nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk. „Tal!“ sagde Andrey. „Czaren kommer den sædvanlige Vej,“ hviskede han. Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.
Heldigvis har Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!“ Andrey sukkede lettet. „Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?“ spurgte Vatajko. „Nej, ikke det ringeste,“ svarede Andrey. „Jeg venter her paa denne Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!“ Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at se, om den var ganske rolig. Nej!
Du vil selv føle dig lettere til Mode, naar du har faaet talt ud!“ Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu skulde komme. „Du har gættet rigtigt, Tania!“ sagde han til sidst. „Jeg har bestemt at angribe Czaren!“ Hun forstod ham ikke først. „Har du da ikke altid gjort det?“ spurgte hun.