United States or Mozambique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, hvad der er påfærde. »Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting!
»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.« Pause. Jeg gik og vented. »De har set mig før,« svarer hun. »Ylajali!« siger jeg igen. »Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte.
Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte Uhyrer, der lå og vented på mig.
Og jeg kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej. Der forløb et Par Dage. Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen, hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen.
Jeg havde ingen Hensigt med at tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde: »Sejler De iaften, Kaptejn?« »Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk. »Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad, enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham.
Især havde jeg et påbegyndt Stykke, som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe »Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig.
Allerede førend han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min Vej. Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented?
Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. Eline? Ja, det er Eline hun heder. Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig, så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru ? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet. Hun vil ikke svide gården af over os.
Engang blir der vel en Råd . . . . Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt. En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så lykkelig ud!
Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på Svaret. »De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren. Vi gik op.
Dagens Ord
Andre Ser