United States or Bahamas ? Vote for the TOP Country of the Week !
HJALMAR. Nå, så er det jo bra'. Ja, så spiser vi her. GINA. Ja ja da; men det haster ikke med at dække endnu; du kan godt bruge bordet en stund til. HJALMAR. Å jeg synes, du ser, jeg sidder her og bruger bordet alt det jeg kan! GINA. For så er du fri siden, ser du. Hjalmar! HJALMAR. Nå? EKDAL. Er ræd, vi kommer til at flytte vandtrauget lige vel.
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR. Sa' han noget? GINA. Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR. Nævnte han ikke noget om ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA. Nej, nej, det er ikke værdt HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
Bare et par minutter, forstår du. Hedvig sidder ved sit arbejde. Hedvig, å ræk mig den knibetangen, som ligger på hylden. Og så hugjernet, du. Lad mig da først få lov til at vise dig, hvorledes jeg mener det! HJALMAR. Så tak. Jo, det var nok godt, jeg kom, du. Hm ! God morgen. Vær så god, kom nærmere. GREGERS. Tak. HEDVIG. Nej, det er bare far og bedstefar. Nu skal jeg sige til.
Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; han vil brænde os inde, mig og min husbond.
Men så blev han borte tilsidst; og så er alt det ble't stående efter ham. GREGERS. Hør, sig mig nu, når De sidder der inde og ser på billeder, får De så ikke lyst til at komme ud og se på den store rigtige verden selv? HEDVIG. Nej da! Jeg vil altid bli' her hjemme og hjælpe far og mor. GREGERS. Med at gøre fotografier istand? HEDVIG. Nej, ikke med det alene.
Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg har opfundet det, Kuboå . Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud, Mand, du har opfundet et Ord . . . . Kuboå . . . . af stor grammatikalsk Betydning . . . . Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min Opfindelse hemmelig.
»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . . Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som Blomster . . . . Hvad?
Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. FRU INGER. I véd det da allerede? NILS LYKKE. Tilfulde. Det er ham jeg søger. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde. Nu går jeg for at føre ham til eder. Hun henter ham! Ja, virkelig, hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå. Hun sidder dybt i det med urostifterne.
Der faldt mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende. Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv, sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer.
FALK. Han er lidt sky endnu, men blir nok tam, når han en ugestid har båret skiltet. Hvor sidder han? FRØKEN SKÆRE. Nu vel; men fristen blir ikke lang. FALK. Å, giv ham et kvarter, så kan De forfra jo begynde legen. Nu er han inde i en engelsk præken FRØKEN SKÆRE. En engelsk ? DAMERNE. Å, De narrer os! De ler! FALK. For ramme alvor.