United States or Argentina ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han saa ned i nogen papirer i dybe tanker. Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.
Det hjalp ikke hvad jeg sagde, endskjønt jeg bare fortalte den nøgne sandhed, at briggen havde nødflag oppe, og at Jonas vovet livet, og at hele briggens mandskab havde gaaet nedenom til Fidlers green uden os. Retten kunde ikke give os bjergeløn saa gjerne den vilde. Vi maatte nøie os med «assistance under farefulde omstændigheder» og det gjør en betydelig forskjel skal jeg sige dig.
Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje, dette at føle sig som velhaver. Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i fanget paa dem.
«Skaal og gratulerer med skuden!» sagde jeg. «Lad os drikke for Hahn & Hinken,» sagde Dick. Det gjorde vi. Mamons træller. «Det er vældig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas», sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.
Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt for tort og svie. Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis.
«Du vil kanske være saa venlig at antyde, hvorledes du har tænkt dig, at det skal foregaa?» Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi, men Darling lod som han ikke mærket det. Han sad lidt og saa ud for sig, saa spurgte han: «Var det umulig at faa ham til at nævne en pris?» «Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum?
«Aa kjære, gjør ingen uleilighed for min skyld, jeg klarer mig saa godt med glasset. Du er jo ren i munden vel,» sagde Dick. For at afværge uveir skjød jeg ind: «Jonas sidder her og fortæller mig om dengangen du bjerget russefinnen udenfor Marstenen.» «Jeg bjerget?
Men Dick lo. En stille klukkende fornøiet latter. «Hvad griner du af. Jeg synes det er alt andet end morsomt,» sagde jeg, og det var sandt. Jeg ligte slet ikke at vi havde fornærmet Jonas Ratje. «Hvad jeg ler af? Jo endelig en gang fik jeg da sandheden ud af ham. I mange herrens aar har han løiet for mig, for ikke at tale om de skammelige løgne han svor paa i retten dengang.» «Var det saa groft?»
Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften, da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem, tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med assurancefolkene imorgen du, Jonas.» «Det er alvoret dit det da, Dick?» «Der er ingen anden udvei?» De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker om dette pinlige punkt.
«Lad ham brøle.» Skipperen spyttet over rællingen og skiftet piben over i bagbords mundvig. «Ja men; han vil have fat i .» «Lad ham brøle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.» Dick skjønte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa hovedet og sagde ganske sindig: «Ja ja Jonas, saa sætter jeg maskinen igang, da.» «Du gjør fanden heller!
Dagens Ord
Andre Ser