United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
GUDMUND. Snart er det sagt Du véd, jeg var i de franske riger, da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog did fra Bergen med et fyrsteligt tog, at føre prinsessen med svende og piger og skatte til Norge som kongens brud Herr Audun var så fager og prud; prinsessen var den livsaligste kvinde. Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn; de talte tilhobe, de hvisked i løn. Hvorom? Det var svært at finde.
Ordene bare viste hende, de forstod allikevel ikke hinanden. Hun følte det, naar de talte sammen; naar de skrev, blev det saa pinende tydelig. Endda der var væsensslegtskap mellem dem. Hvorfor kunde de da ikke harmonere allikevel.
Manden pekte paa en hvit bygning med høie mure omkring, like ved havnen. Efter nogen minutters kjørsel var de der og ringte paa. En landsmand som talte engelsk, lukket op. Sir Ralph bad ham hilse konsulen og si at de var engelske reisende som ønsket at tale med ham om en vigtig sak.
Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første Slagter, jeg traf.
Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge. Begge? Vil du spotte mig?
Hun gik bort til ham og la sine hænder paa hans skuldre. Og hendes stemme var næsten jamrende, da hun talte: «Helge vennen min jeg maa jo reise, naar det er slik. Helge, Helge hvad skal vi gjøre?» «Jeg reiser,» sa han kort. Og han løftet hendes hænder fra sine skuldre trykket dem mot sine kinder. De stod litt slik. «Jamen jeg maa reise jeg og.
Andrey havde flere Venner deroppe og bad hende tage Hilsener med. De talte i en hurtig, hviskende Tone, uforstyrret af deres Ven Vogteren, der lod, som om han intet hørte.
Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. »Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til Straf.« Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang før, for længe siden, i Teatret.
Og den pisket hende, saa hun gik stormende fort, uten at vite av det, og hun knyttet sine hænder og talte halvhøit med sig selv. Engang rev hun hanskerne av, fordi hun var brændende het. Og hun husket først nu, at hun hadde set, der blev en vaat flek paa den ene, da hun klappet det syke barn. Hun slængte hanskerne fra sig i væmmelse . Da hun kom hjem, stod hun litt i gangen.
Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et Øjeblik paa Dagen og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den Tanke, at ens sidste Time er kommen aa, det maa være forfærdeligt!“ sagde han. Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest berørte, brast i Latter.