United States or Taiwan ? Vote for the TOP Country of the Week !
CATILINA. Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger; byd over mig, og sig, hvad jeg skal love. FURIA. Så hør. Skønt her jeg som en fange lever, jeg véd, i Roma færdes der en mand, hvem jeg har svoret fiendskab til døden og had bag gravens sorte skygger selv. CATILINA. Og så ? FURIA. Så sværg, min fiende skal vorde til døden din. Vil du, min Lucius? CATILINA. Det sværger jeg ved alle store guder!
Vær, hvo du være vil, et menneske, en underverdnens skygge, der ligger dog en grufuld trylledragning i dine ord, i dine sorte øjne. FURIA. Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil forsagt og tvilsom slippe hvert et håb om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen den skueplads, hvor dine dunkle anslag i lys og modning kunde foldes ud! CATILINA. Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det.
CATILINA. Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme i sjælens dyb, og jeg vil følge den. Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre, til noget højere, end dette liv. En række kun af tøjlesløse glæder ! Nej, nej; de fyldestgør ej hjertets trang. Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er min higen. Det er forbi! Mit liv har intet mål. Som lette sommerskyer de forsvandt.
Nu er den hele vide jordens kreds forvandlet til en kold uhyre grav med blygråt hvælv, og under dette hvælv står du og jeg, forladt af lys og mørke, af død og liv, to hvileløse skygger. FURIA. Vi står ved målet, Catilina! CATILINA. Nej; et skridt endnu før jeg ved målet står. Frigør mig for min byrde! Ser du ikke, jeg går med Catilinas lig på ryggen? En pæl igennem Catilinas lig!
Med smil og øjekast de bød dig ind at sove, som de selv CATILINA. Ja, hvis jeg kunde! FURIA. Vær trøstig, genfærd af en fordums helt; din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved; nu vil jeg smykke dig med sejrens krans. CATILINA. Fy, hvad er det? En valmuekrans ! Nu, ja, er ikke valmuer smukke? De vil lyse omkring din pande som en bræm af blod. CATILINA. Kast kransen væk! Jeg hader dette røde.
CATILINA. Ja, du har ret; jeg føler det så vel. Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive. En evig uro gærer i min barm; Kun livets tummel mægter den at stille. AURELIA. Er din Aurelia dig ikke nok, formår hun ej din sjæl tilfreds at stille, så åbn dog hjertet for et venligt ord, en kærlig trøst ifra din hustrus læber.
Og hine dunkle gådefulde ord, og øjet, slukt og skinnende på engang ? Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru formørket hendes sjæl ? Nej, blege yngling! Min Furia! Her ? Her færdes Catilina. Hvor han er, der må Furia også være. CURIUS. O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig i sikkerhed. Betænk om nogen så dig ! FURIA. De døde frygter ej. Har du forglemt du tog mit lig og bar det op af graven?
AURELIA. O, ti, min Catilina; det smerter mig CATILINA. Du laster og min færd? Hvad bedre middel havde jeg at vælge? Til ingen nytte spildte jeg mit eje; kun spot og skændsel blev min hele vinding. Nys i senatet har min avindsmand, den træske Cicero, mig trådt i støvet. Hans tale var en skildring af mit liv, så skrigende, at selv jeg måtte gyse.
AURELIA. Kun en afmagts slør omkring mig faldt; men mit matte øje fulgte dig; jeg hørte alt, og min kærlighed en hustrus kraft mig atter gav; bryst ved bryst, min Catilina, går vi i vor grav! CATILINA. O, hvor gerne! Dog, forgæves er dit glade håb. Vi må skilles. Jeg må følge hævnens hule råb. Du kan haste let og frigjort frem til lys og fred; jeg må over glemsels-floden, må i mørket ned.
Du søger dit igennem håbløs kamp; og kampen avler undergang og død. CATILINA. Men også hæder og et evigt navn! Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time; min barm er døv for dine hæse skrig. AURELIA. Min Catilina ! O, Aurelia! AURELIA. Hvad er påfærde? Denne larm i lejren . Hvad går her for sig? CATILINA. Dig jeg kunde glemme! Hvad vil din skæbne vorde ? Vakler du alt i dit høje forsæt, Catilina?
Dagens Ord
Andre Ser