United States or Venezuela ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det gælder ej at skue, som Asynjen, fra højden over al den vilde dyst; nej, bære skønhedsmærket i sit bryst, som Hellig-Olaf bar sit kors brynjen, at se med langsyn over slagets vidder, skønt hildet han i kampens virvar sidder, et skimt af sol bag tågen at bevare, det er det livsenskrav, en mand skal klare! SVANHILD. Og De vil klare det, når De står fri, og står alene.

»Ja, det forstår jeg nokatbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke forstod nogen Ting mer. Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle Måneder siden kunde have talt op et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt denne Sag; men jeg måtte opgive det.

det er kærlighedens skønhedsflamme, som holder en forlovelse i gang i lange år! Ja ! Det er den samme, som ildned selv kontorets søn til sang! det er kærlighedens unge lykke, som frygter farten over havets hvælv, som kræver offer, skønt i fagrest smykke den skulde stråle ofrende sig selv!

LENTULUS. Ved guderne, skønt krænkende han taler, er sandhed dog i hvad han sagde der. CETHEGUS. O, ja; ja vel; ret vi give ham. Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen. LENTULUS. Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte vi undertrykkelsen. Nu er det tid at kaste af de bånd, som uretfærd og herskesyge rundt om os har flettet. STATILIUS. Ah, jeg forstår dig, Lentulus!

Det angrer mig ikke, at jeg tog hende til ægte, skønt hun ikke ejed mere arvegods, end bægeret der og de søljer, hun stod brud med. Knut Gæsling stævner med et væbnet følge op mod gården. Hvem siger det? HUSKARLEN. Nogle af eders gæster ham nede vejen, og løb de ilsomt tilbage for at vare jer ad. BENGT. Godt, skal jeg da også ! Hent mig min farfaders økse!

jorden krydses aldrig mer vor vej. Hver går til sit, hver strider uden klage. Vi smittet var af tidens feberdamp; vi vilde sejrens løn foruden kamp, sabbatens fred foruden virkedage, skønt kravet er at kæmpe og forsage . SVANHILD. Men ikke sygt. FALK. Nej, nej, med sandheds mod.

Tankerne kommer pludseligt mig og vedbliver at strømme rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter. Det fortsætter at trænge ind mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.

FALK. Hej, du er da tryg lykken; ønskesværmen, tæt, som myg, har surret op og ned her hele dagen. LIND. De mener det vel, den hele flok; skønt noget mindre kunde være nok. Den andel, som de tar, er næsten trættende; at slippe bort en stund vil være lettende. FALK. Hvor går du? LIND. Ned hyblen, har jeg tænkt. Bank , ifald du finder døren stængt.

Jeg kan ej takke for den gode vilje, skønt klart den viser Deres hjertelag. De ser mig, som barnet en silje, der skæres kan til fløjte for en dag. FALK. Ja, det er bedre end i sumpen stå, til høsten kvæler den med tåger grå. De skal! Ja, det er Deres pligt at skænke mig, hvad Gud Dem gav rigt. Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!

DAGNY. Det kan du vide. Som Sigurds hustru HJØRDIS. Ja, javist, en berømmelig mand er Sigurd skønt Gunnar står over ham. DAGNY. Gunnar?