United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde: »Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej. I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk. »Godnat!« sagde jeg.
Og da jeg således på en måde er eder bekendt, og da jeg derhos er eders moders gæst, så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges fór fra Trondhjem.
GREGERS. Om De nu for ham offervillig gav hen det bedste, De ejer og véd i verden? HEDVIG. Tror De, det vilde hjælpe? GREGERS. Prøv det, Hedvig. Ja, jeg vil prøve det. GREGERS. Og har De den rigtige sindsstyrke, tror De? HEDVIG. Jeg vil bé bedstefar skyde vildanden for mig. GREGERS. Ja, gør så. Men ikke et ord til Deres mor om noget sligt! HEDVIG. Hvorfor ikke det? GREGERS. Hun forstår os ikke.
Nu bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal! Hjørdis har skiftet sind, sagde han! DAGNY. Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader, ja du får ikke fred for mig før du føier dig. ØRNULF. Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så ha, vidste jeg ret at ramme hende! Thorolf kommer du hid! Som du ser!
ELINE. Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det gøres behov? FRU INGER. Stille, barn; jeg kunde tage dig på ordet. ELINE. Hvordan, min moder? FRU INGER. Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde dog, lad mig først få tale til ende.
Blot at vi ejer folk med sværd ved belte, men ingenlunde at vi ejer helte. Ja, selv om hele lejren fuld af telte stod, var det da derfor sagt der gaves heltemod?
HEDVIG. Men far har jo ret i det, at havde jeg lært at flette kurve, så kunde jeg nu ha' gjort den nye kurven til vildanden. GREGERS. Det kunde De, ja; og De var jo også nærmest til det. HEDVIG. Ja; for det er min vildand. GREGERS. Ja, det er jo det. HEDVIG. Jaha; jeg ejer den. Men far og bedstefar får lånt den så tidt de vil. GREGERS. Så; hvad bruger de den da til?
EKDAL. Hys! GREGERS. Og en tyrkisk and er det heller ikke. EKDAL. Nej, herr Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det er en vildand. GREGERS. Nej, er det virkelig? En vild and? EKDAL. Jaha, det er det. Den «fuglen», som De sa', det er vildanden, det. Det er vor vildand, far. HEDVIG. Min vildand. For jeg ejer den. GREGERS. Og den kan leve her oppe på loftet? Og trives her?
David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte. „Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,“ sagde han endelig i en dæmpet, sørgmodig Tone. „Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt og inderligt.
»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her her har De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd. »Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal tro mig, jeg ejer det ikke.«
Dagens Ord
Andre Ser